netop det, han vil bevise, og det er da en selvfølge, at resultatet bliver i overensstemmelse med forudsætningen. Men hvortil da det hele raisonnement?
Det var en nødvendighed, siger forf., hurtigst muligt at indvie altare, for at skaffe penge til byggearbeidets fortsættelse ved de offer, som altarne indbragte. Hvoraf ved forfatteren, at dette var en nødvendighed, dengang den kirke opførtes, hvoraf de nu staaende vinger med de disse oprindelig tilhørende understuker opførtes? Af intet andet end sin frie fantasi.
Saafremt den kirkebygning, hvoraf de nævnte dele endnu staar, var grundlagt og opført for kirkelige midler, af Eystein eller hans forgjænger Jon (om Reidar kan der jo ikke være spørgsmaal, eftersom han døde paa hjemveien, før han endnu havde tiltraadt sit embede), – saafremt dette var godtgjort, da vilde den anførte tankegang ikke alene have meget for sig, men være bevist som rigtig ogsaa i dette specielle tilfælde, men da vilde den ogsaa for leiligheden være ganske overflødig som bevis i den retning, i hvilken den her anvendes, fordi det, den skulde bevise, da allerede paa forhaand var givet. Men her er det jo netop, at meningerne skilles, og det gaar derfor ikke vel an at tage sagen paa den maade, som hr. Bang her har gjort, idet han siger: „Gaar man nemlig ud fra, at disse (vingerne) er senere tilbygninger, og ikke levninger af Olaf Kyrres Kristkirke“.
Naar man vil argumentere imod, da maa man nødvendigvis tage den modstaaende mening med i betragtning, ellers kan man ganske lade være at argumentere, da man aldeles ingen argumentation behøver for at overbevise sig selv og sine meningsfæller om den menings rigtighed, ved hvilken man er bleven staaende.
Den modstaaende mening er her den, at vingerne,
