og Hamars Gaard (Bispegaarden) samt dennes Taarn var forfaldne i Tiden om 1553, og kan derfor virkelig ikke finde noget underligt i, at den Forfatter, der vil skildre disse og andre Bygninger i en fjærn Fortid og i deres fulde Pragt omkr. Aar 1300, om denne Tids Forhold bruger Præteritum; denne Anke synes mig at hænge sammen med, at Hr. Daae overhovedet ikke vilde anerkjende Betydningen af Udtrykket „i den Tid“ (se ovenfor S. 301).
Vigtigere anser jeg det at imødegaa min ærede Collegas Bemærkninger om Slægtskabsforholdet mellem Hamar-Beskrivelsens og Mag. Jens Nilssøns Bispekrøniker, thi her finder jeg en principiel Modsætning mellem min Collegas og min Opfatning af den historiske Kildekritik. Jeg har ovenfor (S. 308) brugt det Udtryk om Prof. Daaes positive Hypothese, at denne selv forudsætter Hypotheser. Dermed har jeg naturligvis ikke villet udtale nogen Anke over, at han opstillede Hypotheser, men villet gjøre opmærksom paa, hvor svag den Hypothese er, der selv trænger til nye – ubeviste og ubevislige – Hypotheser. Hr. Daae har formodet, at „Beskrivelsen“ er uægte, men for at forklare dens Oprindelse maa han gribe til Hypotheser om tabte Verker, hvorom intet vides, og fører saaledes Undersøgelsen ud i det rent uvisse. Dette anser jeg for en betænkelig Methode i historisk Kildekritik, thi dennes Tendens skulde være at indvinde Visheder, men ved at bygge Hypotheser paa andre Hypotheser opnaar man kun at forøge Uvisheden.
I den 2den Afhandling søgte jeg at vise, at „Hamar-Beskrivelsen“ er en af Kilderne for Mag. Jens’s Bispekrønike, idet jeg gik ud fra de omtrent ligelydende Bemærkninger om Biskop Karl Sigurdssøn. Naar to Beretninger i to Krøniker næsten ordret falder sammen, maa
