Lod“, lader gjøre Fyrpile (Brandpile) og fører med sig „Hageskytter med dobbelte Hager“ osv. Denne gjennemførte Modsætning mellem gammeldags (middelaldersk) og modern Krigsudrustning forekommer mig betegnende for Forfattelsestiden, og jeg kan ikke tro andet, end at den, som har opfattet og skildret dette Forhold, maa have staaet Begivenhederne meget nær, ligesom jeg ogsaa tidligere har peget paa de mange Træk, som synes at stamme fra Øienvidner. Det bliver mig da mindre væsentligt, om enkelte Udtryk i et Verk, som kun er bevaret i senere Afskrifter, skulde være forvansket.[1]
Jeg skal heller ikke indlade mig paa en yderligere Apologi for Sjøormen. Det vil ganske vist, som ogsaa Prof. Daae medgiver, bero paa et meget subjektivt Skjøn, hvor stor Lettroenhed man kan tiltro det 16de Aarhundredes Mennesker; dog kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at henvise dem, som staa paa Hr. Daaes Standpunkt, til de mange underlige Sjø- og Landdyr paa Olaus Magnus’s store Kart fra 1539 (Sjøormen endog i 3 Udgaver og paa to Steder i fuld Virksomhed mod Skibe og Mennesker), og til at disse Underdyr blev troende optagne i Sebastian Münsters Kosmografi (1543), der fik europæisk Udbredelse.
Ligeledes tror jeg ikke at behøve at give en videre Forklaring af, hvad Prof. Daae nu lægger saa megen Vægt paa, at „Beskrivelsen“ bruger Præteritum om de Bygninger, som virkelig existerede i 1553. Jeg har allerede tidligere (S. 129–131) vist, at baade Domkirken
- ↑ Dog skulde det undre mig, om ikke tyske Landseknegte allerede før Midten af 16de Aarhundrede havde ført Ordet „losament“ eller „losement“ (i Betydningen „Krigskvarter“) med til Norden, naar man ser, at dets Stamord loger findes i Tyskland allerede i 13de Aarhundrede som „loschiren“ (leire sig).
