Mikelgaarden, „die tüfte bey norden“ [hvilket mulig skal
læses i forbindelse med det foregaaende ord og forstaaes
om den nordre halvdel af Mikelsgaarden], „ die halbe Kappen
bey süden“ [d. v. s. den søndre halvdel af Kappen],
hele Fatten[1] og hele „Schufften“ [d. e. Skaften].[2] Under
alle omstændigheder er det klart, at strøget dengang blev
noget omreguleret. Det heder nemlig i den saakaldte
Bergens Fundats,[3] efterat bryggens brand i 1476 er omtalt:
„og siden have de hende saaledes ordineret og opbygget,
som hun nu [ca. 1580] er funderet; thi tilforn
haver den plads været bygget, som stranden nu er“.
Sammenholdes dette med hvad ovenfor (s. 357) er sagt
om indretningen paa Stranden, saa sigter forfatteren sandsynligvis
for en del til sløifningen af de omtalte almenninger,
men ialfald maa han ville give at forstaa, at man
ved opbyggelsen efter branden ikke mere indrettede de
forrige „veiter“ mellem gaardene. Dette faar ogsaa sin
bestyrkelse derved, at dette slags smuge ikke findes nævnt
hinsides Vaagen efter 1476 og sidste gang i 147 2, da der
omtales Brynjulfsgaard og dens „veiterum“.[4]
Ved denne nye indretning opnaaede det hanseatiske kontor saaledes en fordel. Thi naar gaardenes porte lukkedes, kunde ingen komme fra bryggen til øvregaden eller omvendt, uden ved at gaa gjennem strøgets almenninger. Senere begyndte tyskerne for at opnaa end større sikker-
- ↑ laa nærmest indenfor Breida-almenning (D. Norv. X no. 33).
- ↑ Denne siges i nogle optegnelser af 1717 (Kristiania Videnskabsselsk. Forhandl. f. 1876, s. 4) at have ligget tæt i nordvest for Finnegaarden.
- ↑ N. Mag. I, 544.
- ↑ Se D. Norv. IV no. 973. Gaarden laa i Mariekirkens sogn tæt søndenfor Apostelkirken og var den nordligste af alle gaarde paa bryggen (Norg. g. Love III, 44, jfr. D. Norv. XII, 760).
