gik ombord paa Skibene og førte sine Folk til Hamar.[1] Alt vel betænkt, er jeg tilbøielig til at tro, at Krag har Ret. Den Udrustning, som Hr. Truid havde med fra Danmark, var betydelig – den angives af A. Huitfeldt til 14 Krigsskibe og 1500 Knegte – og den Besætning, som efterlodes i det Nordenfjeldske, har neppe væsentlig formindsket Krigsfolkets Tal. At føre en saa stor Troppestyrke over Fjeldene vilde være ganske unødvendigt, og selv blot en Del deraf vilde vanskelig kunne føres ad den Vei, især da Knegtene vare fremmede og vistnok alle eller for det meste Tydskere, for hvem passende Forpleining ikke vilde kunne skaffes under den ikke korte Marsch. Transporten af Vaabnene vilde ogsaa være besværlig, især om virkelig, som vort Stykke siger, „Mesteparten vare Hageskyttere med dobbelte Hager“.[2] Hertil kommer, at ikke noget stort Hastverk kunde synes nødvendigt i et Tilfælde som dette, i hvilket Seiren for Hr. Truid maatte være ganske utvivlsom. Alt maatte da tale for, at Hr. Truid valgte Søveien, da jo desuden under enhver Omstændighed Skibene maatte hjem til Danmark. At saa har været Tilfældet, derpaa ser jeg en Bestyrkelse deri, at i et af de bevarede Documenter (19de Juni 1537) ogsaa den Joseph Falster, der havde Commandoen over Skibene og derfor kaldes „kongelig Majestæts Ammerall“, omtales som nærværende paa Hamar under For-
- ↑ Reliquae copiae, denuo navibus conscensis, ad inferiora Norvegiae Hamaraeam transportantur. Nic. Cragii Annal. Hafniae 1737. Fol. p. 164. Kunde det tænkes, at Krag har anseet Hamar for en Søstad? Den geographiske Kundskab var ikke meget stor i de Dage.
- ↑ En anden Sag var det, at Erkebispen Aaret i Forveien havde ladet Einar Tjeld gaa over Dovre, thi dennes Styrke var liden og bestod af Nordmænd eller dog af Personer, som havde vænnet sig fuldstændig til Norge og norske Forhold.
