ogsaa tør antages at komme den forestaaende Udgave af norske topographiske Arbeider til Nytte.
Det er neppe nødvendigt at sige, at jeg skylder ogsaa Professor Storms interessante Replik min Tak for mere end en Belærelse, men i det Væsentlige og i Resultatet staar jeg dog fremdeles som den tvivlende. Mine Grunde herfor vil jeg nedenfor forsøge at udvikle, idet tillige Leiligheden benyttes til at medtage en og anden historisk Bemærkning ogsaa udenfor de Punkter, hvorom min Collega og jeg polemisere
Da der mellem de Exemplarer af Hamars gamle Beskrivelse, om hvilke jeg var vidende, da jeg skrev min første Artikel, kun var et, hvori Stykket om Begivenheden i 1537 fandtes, og da dette Stykke aabenbart i Paalidelighed og Forstandighed er de øvrige langt overlegent, laa det nær at formode, at dette Stykke oprindelig kunde være de øvrige uvedkommende Prof. Storm, der systematisk har opsøgt, sammenlignet og grupperet alle de Haandskrifter: han har kunnet overkomme, har nu oplyst, at Stykket forekommer i 2 af de 12, som han kjendte, nemlig i det Bergske og i et andet, hvorimod det savnes i de øvrige 10, ganske vist yngre. Han oplyser dog tillige, at de yngre Haandskrifter tildels „vise ud over“ det ældste (det Bergske), og at de altsaa maa antages at være afskrevne efter tabte Texter, der stode Originalen nærmere. Men saa opstaar Spørgsmaalet, om hvorfor Afskriverne skulde have udeladt netop det interessanteste Capitel af sine formentlige Originaler eller Qvasi-Originaler. At de have udeladt det maa altid blive paafaldende Enten maa det hænge saa sammen, at en Afskriver ikke er bleven færdig med sit Arbeide, og at saa de øvrige Afskrifter, der savne
