deraf, at Krøniken ganske har glemt hans Slægtskabsforhold til hans mægtige Stiffader, Hr. Alf Knutssøn, som Traditionen visselig vilde have nævnt.
Den Hamarske Bispekrønike synes saaledes at være udskrevet af et Lovhaandskrift fra Hamar, hvori paa Grundlag af den ældre Bisperække er gjort Tillæg og Forbedringer ved Benyttelse af de endnu i Domkirken bevarede Ligstene over Biskoperne samt andre lokale Erindringer. Det følger heraf, at dens naturlige Endepunkt bliver den sidste Biskops Fængsling, som jo netop er Gjenstand for de to følgende Afsnit; men i de fleste. Haandskrifter har den faaet et Tillæg om de „evangeliske Biskoper over Osslo og Hammers Stifter“. Dette Tillæg bryder Værkets Enhed, og man kunde derfor føle sig stærkt fristet til at antage, at hele dette Tillæg er senere. En saadan Formodning kunde støtte sig til det Udtryk (som jeg tidligere har overseet), at Mester Frants Berg siges „forskikket her op til Oslo“; thi derved synes temmelig tydelig at være udtalt, at dette Stykke er skrevet ikke i Hamar, men i Oslo. Jeg har tidligere hævdet, at Bispelistens 3 første Led er tilføiede endnu i Christian d. 3dies Tid, fordi denne kaldes „kongelig Majestæt“ (uden Navn) og fordi hans Søn benævnes „Hertug Fredrik“. Prof. Daae opponerer mod det sidste Argument, og det kan gjerne være, at han har Ret deri. Alligevel synes det mig rimeligt, at denne Liste er voxet efterhaanden; naar det sidste Led i det ældste Haandskrift er Nils Simonssøn, betegner det (som jeg ovenfor har oplyst) kun Haandskriftets Alder. Da Christiern Munk i 1556 forflyttedes til Oslo og overtog Bestyrelsen af dette Len
ningen fra Foreningen t. N. Fortidsmindesmærkers Bevaring 1885 S. 146.
