hjertig Beretning, som ikke kan frakjendes Betydning som historisk Kilde“.
Skal jeg dømme efter et personligt Indtryk, da ser Prof. Storms Defensorat for Beskrivelsen ret tiltalende ud. Skjønt jeg nemlig selv fra gammel Tid af med Justitiarius Berg altid havde anseet denne Beskrivelse for betydelig yngre, end den ifølge sin Indledning gjør Krav paa at være, var jeg dog efter første Gjennemlæsning af min Collegas Afhandling et Øieblik ikke utilbøielig til at tro, at han havde Ret. Men – strax derefter vaagnede rigtignok mine Betænkeligheder, og de bleve, da jeg gav mig ifærd med atter at granske Emnet, stadig stærkere og stærkere. Jeg har derfor troet at burde offentliggjøre disse mine Studier, og at lade det staa sin Prøve, hvorvidt deres Resultater skulle befindes grundede eller ikke.[1]
Den Sag, hvorom her er Talen, er ikke ganske ringe. Det gjelder nemlig ikke alene Beskaffenheden af en Kilde til en norsk Bys Historie. Spørgsmaalet har ogsaa stor Betydning for den dansk-norske Literaturhistorie i Almindelighed. Thi har Storm Ret i sin Paastand, da bliver Hamars gamle Beskrivelse „af 1553“, saavidt jeg skjønner, det ældste topographiske Særskrift i vort dansk-norske Modersmaal, og da tillige Beskrivelsens Stil og Fremstilling vistnok i flere Henseender er et
- ↑ Med Hensyn til Beskrivelsens Text skal jeg bemærke, at jeg i det Hele holder mig til den af Berg leverede (i Fr. Thaarups Magazin for Danmarks og Norges topographiske Beskrivelse, II, Kbhvn. 1802–1803). Der gives adskillige Haandskrifter, men nogen Fortegnelse over dem existerer, saavidt jeg ved, intetsteds. Et hidtil ukjendt Haandskrift fra forrige Aarhundrede (i privat Eie) kom mig ganske uformodet i Hænde under Udarbeidelsen af nærværende Afhandling, men har, saavidt jeg skjønner, ingen særlig Mærkelighed.
