Jeg har ikke villet undlade at meddele disse hr.
Tostrups bemærkninger, der vistnok fortjente at naa ud
over dette tidsskrifts indskrænkede læsekreds. Han gjør
desuden ogsaa opmærksom paa, at man endnu som i fordums
tider begaar den feil at dræbe muslingen, naar
man aabner den. Dette kan undgaaes, naar man med en
kile af metal, ben eller haardt træ aabner skjællene saa
vidt, at man med lillefingeren kan føle, om der er perle
eller ikke, hvorefter muslingen atter kan sættes i vandet.
Det paastaaes ogsaa, at naar man lader skjællene ligge
en dags tid eller to paa land, aabner de sig af sig selv
og lider intet, naar de efter dette tidsrums forløb atter
sættes ud.
Den af fordums perlefiskere oftere fremførte bemærkning, at de perleførende skjæl er „tegnede med en gul streg“, er forsaavidt rigtig, som en perleførende musling ofte har en ujevn overflade, idet perlens tryk fremkalder en forhøining, der undertiden har en lysere farve end den øvrige del af skjællet. Det er imidlertid ikke altid tilfælde, og hr. juveler Tostrup viste mig en musling, hvori der havde været en perle til 100 kroners verdi; men den var ganske jevn.
