mesteren sees det, at han paa sine embedsreiser i distriktet modtager perler snart af bønderne og snart af embedsmænd. Almuen overlader det gjerne til høiere vedkommende at bestemme prisen; men oberrentemesteren kræver bestemt, at fiskerne selv skal verdsætte sin fangst. Hvor mange perler der ad den vei er kommet i dronningens eie, lader sig ikke bestemme; men det tør antages, at det ikke har været saa ganske faa.
Først 7 aar efter, at Rosenkrands’s forslag var indleveret, udgaar den første kongelige forordning om perlefangsten i Christianssands stift. Den er dateret den 10de november 1691. Dens temmelig vidtløftige indhold omfatter følgende punkter:
1. Maa ingen fiske uden med dronningens overinspektørs eller hans underinspektørers consens og overværelse, og for at hindre alt underslæb skal overinspektøren ved fiskepladsene beskikke redelige mænd, der kan annamme perlerne og straks betale fiskerne, hvorfor de bør være saa velhavende, at inspektøren kan give dem kredit paa et par hundrede rigsdaler.
2. Ulovligt fiskeri straffes første gang med 100 rdr.s bøder, anden gang med Bremerholm.
3. Den, der finder perler og ikke rigtig angiver dem for rette vedkommende, straffes som for tyveri; ligesaa den, der kjøber dem.
4. Angivelse af ulovligt fiskeri eller salg af perler belønnes med en foræring, og er det en bonde, „da skal desforuden hans søn eller broder for udskrivning være fri og forskaanet“.
5. Naar perlerne fiskes, skal de store skilles fra de smaa i dannemænds nærværelse og fiskerne give under deres hænder beskreven, at de, naar paaæskes, vil gjøre deres ed paa, at de ingen perler har skjult
