fornøden kand eragtes med frie skyds, naar hand paa samme forretning udreiser kunde vere behielpelig.“
Ludvig Rosenkrands skulde altsaa kun have et slags overopsyn med den egentlige inspektør og paase, at denne ingen forhindring gjøres i sit embede, samt at han opfylder sine pligter. Efter forslagets udtryksmaade skulde man nærmest tro, at en inspektør allerede var ansat i Stavanger amt; jeg har imidlertid ikke opdaget noget spor af ham og er helst tilbøielig til at opfatte „forordnede“ som et udtryk for, at embedets oprettelse er besluttet, uden at det dog er blevet besat. Jeg har nemlig fundet en ansøgning om strandfogedembedet i Bergens stift, dat. Kjøbenhavns slot d. 30te januar 1689, hvori supplikanten, der udentvil er en kongelig lakei, og hvis navn er Jeppe Gudmansen Rafn, andrager om, at han ved siden af strandfogedembedet maa forordnes til at have indseende med, „hvor perlefangsten i Norge til søes og fields udi elver og aaer findes og opspørges kan“, samt gjøre rigtighed for, „hvad som i saa maader opfiskes kan “.[1] Dette tyder jo paa, at nogen perleinspektør dengang ikke fandtes, og jeg gaar ud fra, at en kongelig lakei i denne henseende var vel underrettet, da som bekjendt den lavere embedsstand for en ikke ringe del rekrutteredes af det kongelige tjenerskab, der saaledes havde al opfordring til at holde sig a jou.r med „befordringer og afgang“.
Der er heller intet tegn til, at Rosenkrands’s forslag har faaet kongelig sanktion; ligesaa lidt spores nogen effektiv kontrol med bøndernes perlefiskeri, eller at de har leveret udbyttet af sin fangst til en bestemt funktionær. Af den søndenfjeldske landkommissærs breve til oberrente-
- ↑ Breve til oberrentemesteren, i rigsarkivet.
