fat paa det tredie kongelige byggeforetagende af denne slags. Kongsgaarden (c)[1] kom nu til at ligge langs elven, omtrent fra nuværende voldmesterbolig eller fra ligkapellet (4) og opover (sydover). Kirken, der, saalænge biskopen og geistligheden tilhørte kongens hird, stedse fik plads i kongsgaardens umiddelbare nærhed, opførtes straks vestenfor, og dette blev, som bekjendt, den saakaldte ældre Mariekirke (A). Gaar man fra kirkegaardsporten ved Thomas Angells hus opover den vei, der fører til Domkirkens høikor, saa træffer man tæt ved veien paa høire haand en brun ligsten med engelsk indskrift („This stone was erected“ o. s. v., 3). Lidt ovenfor denne maa, ifølge brigadeintendant Kreftings kart[2], koret af Harald haardraades Mariekirke have ligget.
Saalænge nu Olafs helligdom var langt nede i byen, i Klemenskirken og senere i Olafskirken, saalænge maatte der vel være et kapel over brønden, hvorhen man gjorde særlige valfarter. Men idet sædet for Olafsdyrkelsen flyttes op paa mælen, ser det besynderligt ud, at man ikke lægger det saa, at man faar den undervirkende kilde og helgenens grav med i anlægget, men nøier sig med at bygge „nær þvi er heilagr dómr konungsins lá í jörðu“, som det paa foranførte sted heder. Altsaa: hvorfor reiste ikke Harald haardraade Mariekirken der, hvor Domkirkens kor og høikor nu er (1), men omkring halvandet hundrede fod længere ned, med koret straks ved ovennævnte sten (3)? – Allerede professor Munch har været opmærksom paa dette[3].
