land. Resultatet af denne forhandling, hvori jeg havde leilighed til at deltage, blev udtalelsen af den anskuelse, at disse i kobber drevne antemensaler var frembringelser af en i Norden under den romanske tid blomstrende skole, som vel forstod at udføre drevne figurer i metal. Da saadanne arbeider er yderst sjeldne udenfor Norden, turde man have vanskelighed ved at komme til noget andet resultat“.
Hvad der her siges om en skole i Norden, hvorfra saadanne arbeider skulde skrive sig, tør vel altid fremkalde nogen tvil. Derimod kan det være nok saa rimeligt, at det anførte relikvieskrin er svensk arbeide, medens det samme vel neppe tør gjelde om antemensalet, der forresten efter dets karakter at dømme og navnlig med hensyn til formen af indskriftens bogstaver vistnok maa antages at tilhøre det 12te hundredaar eller den første tid af det 13de.
Førend jeg dernæst gaar over til at omtale vore forhold, vil det have en særegen interesse at kaste et blik paa Norges aflæggerø Island, hvorom der i kunstindustriel henseende fra det 12te til 14de hundredaar haves udførligere beretninger end i de øvrige nordiske lande, og det navnlig gjennem biskopssagaerne og tildels annalerne, idet jeg dog ikke medtager, hvad der angaar frembringelser af den malende kunst.
Det berettes saaledes for det første, at biskop Kløng Thorsteinssøn for den mellem 1152 og 1159 indviede kathedralkirke i Skaalholt lod gjøre en guldkalk, besat med ædelstene, uden at det dog tilføies, om den blev gjort paa Island eller andetsteds. Derimod siges det om Paal Jonssøn, biskop sammesteds (1195–1211), at han af guldsmeden Thorstein, „den kunstfærdigste i metalarbeider“, lod gjøre et kosteligt skrin for Thorlak den
