som man af et Brev til ham fra hans vert i Rom i Ordinationstiden erfarer, at han endnu dengang, skjønt nu en meget høi Prælat, kunde være en jovial Gjest ved et godt Glas Viin[1]. Mellem hans Rostocker-Venner kjende vi særlig en, med hvem han dengang stod i nærmeste Forbindelse, og som siden kom til at indtage en fremskudt Plads blandt Sveriges Reformatorer. Det var Laurentius Andreas fra Strengnes. Mange Aar efter, i 1526, minder denne svenske Mand Erkebispen, hvis religiøse Modstander han dog nu var bleven, om deres Ungdoms fortrolige Venskab, dengang de elskede hinanden som Brødre[2].
Men Olafs Universitetsliv er desværre ingenlunde tilstrækkelig kjendt. Han var, som sagt, i 1507 bleven Magister i Rostock, men hvor han i de nærmest følgende Aar har været, er endnu ei oplyst. Men stor sandsynlighed taler for, at han senere har studeret i Löwen. Der havde nemlig den senere svenske Erkebiskop Johannes Magnus studeret, og med ham vides Olaf Engelbrektssøn »siden Studenteraarene« at have staaet i Venskabsforbindelse[3]. Men da Johannes ikke findes anført i Rostocks Matrikel, maa Olaf vistnok have været i Löwen. Er dette saa, kan maaskee Geble Pederssøns senere Ophold der være skeet efter Olafs Raad.
- ↑ Verten i »det gyldne Hoved« (caput aureum) i Rom til Erkebispen, Dipl. Norv., VII, No. 598.
- ↑ Memor dulcis consvetudinis in Rostochio, ubi nos invicem amabamus haud aliter, quam fratres se invicem amare solent. Dipl. Norv., XIV, pag. 500.
- ↑ Saml. til d. N. F. Spr. og Hist. I, 487. Johannes Magnus udtaler her Ønske om et Møde med sin norske Collega og paaberaaber sig »vetus conversatio nostra in literario studio«. Ogsaa Johannes’s Broder Olaus omtaler Olaf som dennes »maximus et integer amicus« (Allen, Breve og Actstykker. I, 272).
