At denne besynderlige Beretning indeholder en uhyre
Misforstaaelse, behøver ikke at siges. Men da ligesaa
vist Venetianerne som Europa i det Hele ved den Tid
mindst af alt pleiede at tænke paa Norges Anliggender,
end sige paa norsk Politik, kan ikke Contarini have fundet
paa dette ganske af sig selv. Der maa vel nærmest
fra svenske Diplomater være faldet Ytringer, som Brevskriveren
har opfanget og saa givet denne selsomme
Skikkelse.
Thi efter lange Tiders Forløb var virkelig ved denne Tid et Slags »norsk Spørgsmaal« kommet op, nemlig om Successionen til Norge. At vort Fædreland fra gammel Tid var et Arverige, medens Danmark var et Valgrige, var trods Begivenhederne efter Grevefeidens Afslutning aldrig ganske forglemt. De holstenske Hertuger førte siden Frederik den førstes Tid vedblivende Titel af Arving til Norge, og for en dansk Kongesøn maatte det være af stor Betydning at fastholde denne Prætension, idet selvfølgelig derved lagdes et stærkt Tryk paa Danmarks Rigsraad og Stænder, saasom det blev tænkeligt, at disse, om de forbigik den naturlige Throncandidat, ved Christian den fjerdes Død altsaa hans eneste tilbageværende Søn, derved kunde udsætte sig for, at Hertug Frederik gjorde sig til Konge af Norge og sprængte Forbindelsen mellem de to Kongeriger.
At der i Norge skulde være Nogen, endsige en Flerhed, der arbeidede for en Adskillelse fra Danmark, er i høieste Grad utænkeligt. Men Erindringen om Norge som et eget Rige var ingenlunde uddød, og det var vistnok for Nordmænd tiltalende at betragte sit Land som Arverige, fordi det just gjennem sin Character af saadant fremtraadte for Bevidstheden som noget Mere og Høiere, end et ligefremt dansk Lydland. Disse Tanker fandt et Udtryk i 1648 ved Hyldingen i Christiania igjennem Jens
