„Det paa Norsk heder Gullfinger,
meget i sagefall hun vel klinger“.
Heraf fremgaar altsaa med fuld Bestemthed, at A, selv om den af nogen skulde ansees som en Overarbeidelse af B og ikke, som jeg mener, omvendt B af A, dog i ethvert Fald har gjort selvstændig Anvendelse af Sagahaandskriftet. Til Gjengjæld har imidlertid B i en forvansket Gjengivelse („Gullfinger“ for „Gullfjöðr“) Navnet paa en Lovbog, som hverken Fundatsen eller A kjender, og som derfor B’s Forfatter paa sin Side maa have hentet direkte ud af Sagaen. Det samme gjælder Antydningen af, at det bl. a. var i Henseende til „Sagefaldet“, at denne Lovbog forbedrede Geistlighedens Ret. Det kan følgelig ansees som fastslaaet, at Redaktørerne af A og B begge hver for sig har benyttet sin Adgang til et i Bergen paa deres Tid opbevaret sagahaandskrift for derfra at hente Notitser til sin versificerede Krønike, – dog saaledes, at A oprindelig har gjort de vidtløftigste Uddrag, medens B dels supplerer, dels stryger eller retter A’s Anførsler.
Som alt nævnt paapeger imidlertid Storm, at B synes at røbe Kjendskab ogsaa til andre gamle Optegnelser end Sagaen. Det samme er dog tillige Tilfældet med A, selv om dets Forfatter maaske mere end B’s er udsat for at misforstaa sine Kilder. I Forbindelse med Kong Eystein I opføres saaledes allerede i A „Bjarnvard“ som Biskop af Bergen. Dette Navn (= Biskop „Bernhard den saxiske“) kjender hverken Kongesagaerne eller Fundatsen, og A har følgelig hentet det andetsteds fra, nemlig uden al Tvil fra en af de gamle Bispefortegnelser, som stod Datiden til Raads, og hvoraf navnlig ogsaa Peder Claussøn har opbevaret en, som han siger
