sig Skibsleilighed til Island, at have benyttet sig deraf. Men isaafald maa paa den anden Side Kroningen, hvori han efter Snorres uforkastelige Vidnesbyrd deltog, have fundet Sted samme Sommer, som han ankom til Norge, d. e. 1163. Med andre Ord, Hungrvaka bliver, rigtig beseet, den fjerde af de troværdige Kilder, som tvinger os til at ansætte Kroningen et Aar tidligere, end af Snorre selv gjort.
Den eneste Indvending, som kan rettes mod denne Kombination af oplysningerne om Brand hos Snorre og i Hungrvaka, bliver efter dette, at Brand ifølge Snorres udtrykkelige Ord allerede var indviet til Biskop, da han deltog i Kroningsceremonien. Men i dette Punkt maa Snorre paatageligvis have erindret feil. Brand har været tilstede ved Festen i Egenskab af udvalgt, ikke af indviet Biskop. Da Snorres Fosterfader, Jon Loptssøn, af hvem han menes at have faaet sine Enkeltheder om Kroningen, en Menneskealder efter denne Begivenhed, nemlig Aar 1197, afgik ved Døden, var Snorre som bekjendt endnu kun 19 Aar gammel, og først omkring 40 Aar senere førte han, som ovenfor indledningsvis berørt, Magnus Erlingssøns Saga i Pennen. At en saadan Detalj som Forskjellen mellem en udvalgt og en kort efter indviet Biskops Deltagelse i en enkelt Begivenhed i Løbet af denne lange Tid er bleven udvisket, kan neppe forundre. Skulde Brand være bleven indviet før Kroningen, vilde denne, saasom den ifølge det nys paaviste ikke kan henlægges til Aaret efter, falde i Dagene efter den 8de September og følgelig ikke længer i Overensstemmelse med sagaerne kunne siges afholdt ud paa Sommeren. I ethvert Fald er imidlertid denne lille Rettelse i de af Snorre fremlagte Meddelelser om Biskop Brand adskillig mindre indgribende, end Storms Henlæggelse af Kroningen
