Vanskeligheden, for ei at sige Umuligheden af at faa Adgang (L. Daae, af Bülows Papirer S. 182). Imidlertid kom Et og Andet siden efterhaanden frem; saaledes erhvervede f. Ex. H. N. Clausen paa sin første italienske Reise ikke saa faa Breve (trykte i Skandin. Literaturselskabs Skrifter XXI, 1826). Det norske Universitet kom noget senere i Besiddelse af en vigtig Samling Afskrifter, besørgede ved den pavelige Archivar Marini (trykte i første Bind af vort Diplomatarium).
Alt dette havde imidlertid lidet at betyde, saalænge endnu ingen nordisk Forsker kunde faa Adgang til personlig at see Archivets Skatte og selv afskrive, hvad han fandt. Dette lykkedes som bekjendt P. A. Munch, der besad baade særegne Forbindelser og fremfor alt i eminent Grad de videnskabelige Betingelser. Hans fleraarige Ophold i Rom, hvor han døde 1863, blev ikke alene af Vigtighed for Norge, men for hele Nordens Middelalders Historie, idet han ogsaa undersøgte og afskrev, hvad han fandt Broderrigerne vedkommende. De norske Breve fandt Plads i vort Diplomatarium (B. VI, flg.), men desværre ikke saa, at de, hvad der havde været det ene rette, kom til at danne en særskilt Afdeling af dette, men paa den Maade, at de udstykkedes og sammenblandedes med andre Sager, en Fremgangsmaade, der i det Hele har skadet dette vort ypperste Kildeskrift paa mange Puncter, man tænke blot paa den Maade, hvorpaa den bergenske Copibog er bleven opskaaren i Stumper! Af den store Samling af danske Documenter havde Munch selv udgivet, hvad der angik Erkebiskop Jens Grand; det øvrige blev efter hans Død udgivet af Kirkehistorikeren L. Helveg i forskjellige Bind af Kirkehistoriske Samlinger. Munch havde forøvrigt begyndt Udgivelsen af en særegen Samling af nogle af sine Afskrifter, nemlig de af ham forefundne »Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger«, og Udgaven blev fuldendt af Huitfeldt-Kaas i 1864. Endelig havde Munch ogsaa forfattet en saare oplysende og indholdsrig Afhandling: »Oplysninger om det pavelige Archiv og dets Indhold«. Han havde imidlertid, ved at deponere den i Rigsarchivet, bestemt, at den ikke maatte udgives, saalænge Pater Theiner, Vaticanets Archivar, levede, fordi den maaskee kunde bringe ham Ubehageligheder paa Grund af den i enestaaende Grad frie
