Land. Senere har denne fundet en umiddelbar Fortsættelse
i den christne Kultus, som knyttedes til St. Olafs Helligdom
i Nidaros og afløste de ældre hellige Centrer. Hvad
Øst- og Vestland i den Retning bød, kunde overhovedet ikke
tage det op med Trøndelagen, der fra meget fjerne Tider
havde sin egen gamle Organisation, der ikke alene sigtede
mod Fællesskab i Ret, men ogsaa mod Fællesskab i Kultus.
Dette Kultusfællesskab fik ingen Betydning for selve det norske Riges Dannelse. Denne foregik uafhængig deraf. Men da Trøndernes Kultus først engang var lagt ind under det norske Monarki, blev den stærk nok til at sætte sit Stempel paa dette, – først som hedensk, siden som christen. Hvad Vestlandet fik af nye Helligdomme paa Selja og Østlandet i Oslo, kunde aldrig opnaa Jævnbyrdighed.
Hvorvidt de Meninger, jeg her har anført, virkelig, helt eller delvis, holder Stik, maa det være forbeholdt at afgjøre gjennem mere dybtgaaende Undersøgelser. Her maa det foreløbig være nok med, hvad der er sagt.
- Marts 1905.
Acta Pontificum Danica. Pavelige Aktstykker vedrørende Danmark 1316–1536. I. Bind. 1316–1378. Udg. af L. Moltesen. I Comm. hos Gad. Kbhvn. 381 S. 8vo.
Allerede i det 18de Aarhundrede begyndte man, om end meget sparsomt, at see Documenter fra Pavearchivet ogsaa Nordens Historie vedkommende udgivne paa Tryk; man vil f. Ex. i Schlegels Sammlungen zur Dan. Gesch. I (1773) finde interessante Excerpter fra Vaticanet angaaende Grønland. Den af Ideer og Forslag i alle mulige Retninger opfyldte Rector, siden Præst, Laurids Smith, forsøgte i 1785 gjennem Bülow at interessere Regjeringen for at sende en Mand[1] til Rom for at gjøre Forskninger i det pavelige Archiv, vistnok uden Forestilling om dettes Beskaffenhed og
- ↑ Han foreslog – N. D. Riegels!!
