Fortælling, som forekommer hos Munken af St. Gallen om Langobarderkongen Desiderius og den Samtale, han paa et høit Taarn førte med den bortrømte Frankerhøvding, Otkerus, under Karl den Stores opmarsch med sin Hær foran Pavia. At der er megen Lighed mellem de to Fortællinger, er ialfald sikkert; der er ogsaa hos Munken af St. Gallen den samme Stigning, som i Sagaernes Fremstilling, og det er ikke til at negte, at der kan være megen sandsynlighed for, at Samtalen mellem Frankeren Otkerus og Langobarderkongen virkelig er Forbillede for Beretningen om Nordmanden Erik Jarls Samtale med Danekongen og Sviakongen. Karl den Store er blot ombyttet med Olaf Tryggvessøn, og den opmarscherende frankiske Hær er bleven til den opseilende norske Flaade.
Det er nok saa, at der selv i de korteste og ældste Sagaredaktioner om Svoldslaget forekommer enkelte Træk, der tyder paa stærk norsk Nationalbevidsthed. De forbeholder det jo for Nordmanden Erik Jarl at fælde den norske Konge, med hvem hverken Daner eller Svear faar Bugt. Men saa vokser skildringen og bliver mere udførlig, indtil den bliver et helt Sidestykke til, hvad der kan læses hos Munken af St. Gallen.
Jeg skal ikke her nærmere gaa ind paa dette, men kun referere, hvorledes O. Rygh havde sine Tvivl om Sagaskildringens Originalitet[1].
Dernæst skal jeg endnu dvæle lidt ved et andet Punkt, der har sin særlige Interesse for en korrekt Opfatning af ældre norsk Historie.
Det er aldeles rigtigt, naar Forf. (S. 234) peger paa den Kjendsgjerning, at Norge ikke paa samme Maade, som Danmark og Sverige eier »noget enkelt sted, som til alle Tider har været Landets bankende Hjerte og Kulturens Arnested«. Jeg kan saa meget lettere godkjende en saadan Udtalelse, som den helt ud stemmer med, hvad jeg selv tidligere, i mit lille skift »Af Norges Historie« (S. 17), har ment at kunne paapege, at der i de gamle Dage ikke var nogen »indre Landsdel, om hvilken det strengt taget kunde siges, at den var Rigets Kjerne«. Dette hænger igjen sam-
- ↑ Ph. Jaffé, Bibliotheca rerum Germanicarum, IV, Pag. 691 seqv.
