Sinde netop det samme, som P. A. Munch har udviklet for mere end femti Aar siden i Fortalen til »Det norske Folks Histories. Netop fordi Norge længst bevarede sine Forbindelser med Vikingelandene i Vest, vil det have sin specielle Interesse at faa det fastslaaet, hvilken Andel vort Folk havde i den store Bevægelse, der førte vore Forfædre over Havet.
Forfatteren leverer dog selv mange Oplysninger om de gjensidige Forhold mellem de nordiske Folk, navnlig mellem Daner og Nordmænd, og i selve Realiteten kan der intet indvendes mod hans Behandling netop af denne Side ved det rige Emne, som han har taget op. Et interessant Afsnit er i den Henseende at læse S. 28. Forf. minder om Kong Olaf Tryggvessøns berømte Ytringer før Svoldslaget, em de Ord, han der lader falde om de tre Nationer, hvis Mænd snart skulde staa overfor ham i blodig Strid.
Ved en nærmere Betragtning af Sagaernes berømte Skildring, kan der dog opstaa visse Tvivl, om saadanne Ord ogsaa virkelig er fremkomne, og om der af dem kan hentes et paalideligt Bidrag for Kjendskaben til de gamle, nordiske Folks Karakter. Jeg skal derfor dvæle lidt ved dette Punkt.
Skildringen falder i to Afsnit.
Først staar Danekongen, Sviakongen og Erik Jarl paa en Holme og beskuer den norske Flaade, som seiler forbi. I stedse stigende Forbauselse ser de to Konger det ene Skib efter det andet komme frem, og altid spørger de: er da ikke dette Kong Olafs Skib ? Men Jarlen, den landflygtige Nordmand, svarer dem altid, at endnu er ikke han kommen, og at de nok skal faa se noget andet, naar han seiler frem med Ormen lange. Hele seks Gange maa de vente, – saa først kommer det overvældende Syn af det norske Kongeskib, og da negtede ingen, at der seilede Olaf Tryggvessøn.
Noget senere kommer saa den Episode, da Olaf spørger, hvem de fremmede var, og derunder, aldeles tilsvarende til Erik Jarl, viser sine ringeagtende Meninger om Danske og Svenske, men holder paa Nordmændene, selv om de er hans Fiender.
De to Afsnit hører nær sammen. De supplerer hinanden. Men det første er det hovedsagelige.
Det er nu adskillige Aar, siden O. Rygh engang i en samtale henledede min Opmærksomhed paa den iøinefaldende Overensstemmelse, som første Afsnit byder med den
