skibe til 250 mk. synes at dominere. Dette synes at være »kreiere« paa 60–65 læster, medens en kreier paa 100 læster koster 515 mk., en »holk« paa 100 læster 533 mk. Antallet paa de hvert aar i Bergensfarten anvendte skibe varierer fra 9–30, men almindelig dreier det sig omkring 20.
Hvad der fremfor alt befæstede den hanseatiske handel i Bergen, var for det første, at kongerne efter datidens skik havde gjort Bergen til stapelplads for fiskehandelen, og dernæst Haakon V’s forordning af 1315 og 1316, som paabød, at »ingen skal udføre skrei eller smør fra landet, uden alene de, som indfører malt, mel og anden tung varet (N. g. L. III, 118). Da den sidste slags indførsel faktisk var monopoliseret hanseaterne og specielt Østersøstæderne, saa fulgte det af sig selv, at ogsaa fiskehandelen blev et monopol for dem. Og derfor var de selv sterkt interesseret i, at stapeltvangen blev overholdt, og de udstedte gjentagne strenge straffebud for seilads paa Island og Vesterhavsøerne. Fra midten af det 15de aarhundrede begyndte dog hamburgerne at drive Islandsfart uden lov, og da denne ikke kunde hindres, opgav Hansestæderne sin unyttige modstand mod Islandsfarten, som de 1494 helt frigav. Dermed, siger Bruns (S. LXVII) – »waren die Wurzeln der Machtstellung des Kontors untergraben«. Under den frie konkurrence, som herved skabtes, kunde Lübeck ikke beholde sin enehandel paa Bergen, og bedre tider oprandt for byens egne borgere.
Hvad var det saa for folk disse lübske Bergenfarere, som knækkede den norske skibsfart og i aarhundreder beherskede Norges vigtigste handel? Var det pengematadorer à la de Freitas? Nei, saare langt fra det. Af alt det nye og interessante, som Bruns meddeler, er neppe noget saa interessant som hans afsnit om »Die gesellschaftliche Stellung der Lübecker Bergenfahrer«. Dette har han hentet fra 228 testamenter udstedte af Bergenfarere i tidsrummet fra 1307–1530. Af disse 187 testamentudstedere oplyser 45 eller 24,1 pct. intet om sin herkomst, og kun disse kan i tilfælde være indfødte lübeckere. Af 142 til Lübeck indvandrede Bergenfarere er 1 – én – født i Bergen, uægte søn af en fra Bremen stammende Bergenfarer og en norsk kvinde. De øvrige 141 stammer alle fra Tyskland og er næsten undta-
