Tyskland, og disse varer var de eneste, som tyskerne her kunde sælge en détail.
Af udførselsartiklerne indtager naturligvis fisken den første plads. Den gik i handelen under følgende navne: Stokfisk (rundfisk), rotskjær (spaltet efter ryggen) og flakfisk (flekket). Om fiskesorteringen og fiskepakningen havde kjøbmændene udviklet en hel del regler, som det bliver for vidtløftigt at gjennemgaa. Af biprodukterne var de vigtigste tran og sporer og nakker. Af laxarterne er det navnlig ørreten, som er gjenstand for udførsel. Af kveiten gik i handelen de som delikatesser skattede rav (ryg- og halefinnerne) og rækling (tørrede strimler af bugen). Fremdeles rokker, hvalspek, hvalrostænder, sælskind, kobbespek og kobbetran, edderdun og fjer, pelsverk, svovl (fra Island), harpix, farvemose, smør og talg, uld, garn og vadmel, huder og – nødder[1], spærrer (fra Kristianiafjorden) og engelsk klæde.
Baade ind- og udførselen besørgedes i hanseatiske skibe. Dette var naturligvis en følge af det hansiske forbud mod at benytte udenhansisk tonnage – for at bruge et moderne udtryk. Men paa den anden side kan det ikke andet end undre os, at den grundfæstede norske skibsfart skulde blive sat helt udenfor. Jeg tror, dette hænger sammen med, at de norske skibe ikke længere var konkurrencedygtige. De var for smaa[2]. Under forhandlingerne med kong Erik og dronning Margareta om privilegiernes stadfæstelse i 1398 heder det, at kongen, dronningen og raadet klagede for Hansestædernes sendebud over, at deres undersaatter, hvor de seilede i sine hverv og forretninger, blev hindret af hanseaterne, idet, hvor disse nærmede sig med sine store skibe, de ikke vilde spare nordboernes smaa skibe, men allevegne lagde an paa, at disse maatte seile paa grund.
Dog er heller ikke hanseskibene alle af ens størrelse. I farten mellem Bergen og Lübeck mellem 1369 og 1399 anvendtes skibe fra en værdi af 800 mk. til 40 mk., og
