ginge de sammen og vilde braade (hugge Braater) og have Hold (Baghold) for hannem, at han ikke skulde ubebudet komme ind paa dem. Dog kom han omkring dem, da de toge Forsømmelse for Ærinde (ɔ: vare uforsigtige og sorgløse) og greb saamange, som i det Hold vare, og en Del slog ihjel, og der blev Herlog Hufvodfat slagen med nogle flere de bedste.“
Hvem var nu den i Kampen faldne Herlog Hufvodfat („Hyttefad“)? Herpaa kan Ingen svare. Forgjeves .søger man i det hele levnede Forraad af Diplomer efter en samtidig Herlog, paa hvem der her med endog den mindste Rimelighed kan tænkes. Kun saa meget er klart, at Manden, siden Brevskriveren nævner ham paa denne Maade, uden at tilføie nogensomhelst nærmere Oplysning om ham, maa have været en Hr. Svante Nilssøn bekjendt, af de Svenske sandsynligviis opegget Personlighed. Det maa ligge nærmest at tro, at han har været en norsk Bonde, men har han været en Mand „af Vaaben“, tilhørte han i alle Fald ikke nogen mere betydelig eller bekjendt Æt. Tilnavnet kan gjerne kun have været et personligt[1]. Men i Phantasiens og Declamationens Verden har Herlog spillet en desto større Rolle. Endnu i 1874, da der i Christiania Communebestyrelse debatteredes om Bevilgning til et Monument for Byens Anlægger, Kong Christian. IV, udtalte saaledes Professor Frederik Brandt, at der hellere burde reises et Monument for Herlog Hyttefad!
Arvid Sigessøns Brev fortæller videre, at den „unge
Herre“ (efter at have tilintetgjort Hedemarkingernes
- ↑ I Ahnetavler, der dog ere lidet paalidelige, omtales en „Sigrid Hyttefad af Nøttelstad i Stange Præstegjeld“ (Samll. til N. F. Spr. o. Hist. I. 405).
