Thure Jønsson (Knut Alfssøns Sødskendebarn) til Hr. Svante (12. April), at endeel indfødte Mænd i Norge, blandt hvilke Biskop Karl nævnes først (dog vel egentlig kun, fordi han var den høieste i Rang), ere uvillige til at „samtykke og besværge en ny beskreven Lov, der vilde blive dem og Riget til evigt Fordærv“. De øvrige „indfødte Norske“, som negtede at samtykke en „ny Lov“ (hvis Indhold ikke kjendes), vare Hr. Nils Henrikssøn (Fru Inger af Østraats Mand), Olaf Ottessøn (vistnok hendes Broder), Olaf Galle og Knut Knutssøn, og om den sidstnævnte udtales, at han var tilsinds at drage til Sverige, samt at man formodede, at flere af disse misfornøiede Nordmænd vilde gjøre det samme[1]. Som man vil see, have de verdslige Adelsmænd, som her omtales, hidtil forstaaet at skjule sin uvillige Stemning mod Christiern, og navnlig gjelder dette, som vi strax skulle see, om Knut Knutssøn.
I Vinteren 1507–1508 eller i den allerførste Deel af det sidste Aar udbrød, efterat Christiern var vendt tilbage fra sit første Besøg i Bergen, en Opstand paa Oplandene. Denne Opstand er i senere Tid meget ofte bleven omtalt, men i Virkeligheden vide vi saare lidet om den. Det Hele, som med nogen sikkerhed kan siges om Begivenheden, findes i et Brev fra den ovennævnte svenske Præst Arvid Siggessøn, skrevet 29. Febr. 1508 fra Mora i Dalarne.
I dette vigtige Brev[2] berettes, at „den unge Herre (Christiern) i Vinter vilde lagt Tvinge paa dennem paa Hedemarken“; Hedemarkingerne have altsaa frygtet, at
han med Vaabenmagt vilde hjemsøge dem. „Og saa
