kjendelig“, og Rektoren havde ved Skoleexamina „erfaret, at Disciplene under hans Veiledning have gjort kjendelig Fremgang i det franske og engelske Sprog“. Direktionen for det militære Institut erklærede, at han fra 19de April 1811, da den sidste Attest blev udstedt, til nu – 29de Septbr. 1812 – „troligen med Flid og Nidkjærhed havde opfyldt sine Pligter som Lærer i det tydske og franske Sprog“. Denne Ansøgning erklærede Direktionen sig kort og godt ude af Stand til at søge opfyldt.
Det vil sees, at Mourly i disse Aar, da han havde saa meget Skolearbeide, overalt fik Ros for sin Flid og Nidkjærhed, men ikke mere. Kundskaber kan han ikke have manglet, men der maa have været Eiendommeligheder ved hans Person, der gjorde hans overordnede kjølige i sine Anbefalinger. Den eneste af hans Disciple, fra hvem en Udtalelse om ham foreligger, Rektor Hans Holmboe, siger, at han „med al sin rasende Heftighed ikke engang formaaede at indgyde Drengene Skræk, og hans Timer optoges derfor ganske af allehaande kaade og uforskammede Streger, saa at selv Eleverne følte det Mislige deri og søgte ved selvgjorte Love at hemme Uordenen; men naturligvis til liden eller ingen Nytte“. Holmboe, der forlod Skolen i 1818, siger, at han da var saa godt som ganske uvidende i Fransk og Tydsk[1].
Mourly var vistnok hele sit Liv en fattig Mand, og det tør vel mere have været Lettelse for den tunge Byrde end en mere ærefuld Stilling, han søgte, da han under de nye politiske Forhold endelig vilde være Overlærer. 1816 havde han søgt et Gratiale som Ertastning for Undervisning, han troede at have givet udenfor den „ham egentlig paahvilende“, og der blev tilstaaet ham 100 Rdlr.
- ↑ Personalhist. Tidsskr. III R. 3. B. S. 223.
