færdes her om hinanden, men bevarer dog overalt sin særegne Baadtype. Eskimoen anvender uforandret sin kajak og sin umiak, medens Kanoen af Birkebark ligesaa sikkert benyttes af Indianeren. Af begge Raser anvendes den samme Form for deres Fartøier, som ellers er almindelig. Naar dette i vore Dage er gjennemgaaende fast Regel, maa det end mere have været det samme for 900 Aar siden, og jeg tror da med fuld Ret at kunne udtale,
at denne Oplysning om Skindbaadene, i og for sig, er et tilstrækkeligt Bevis for den Slutning, at de indfødte Stammer, med hvem de gamle norske Kolonister paa Amerikas Østkyst stødte sammen, var Eskimoer og ikke unde være andet.
Storm mente, at der endnu gaves et Bevis for hans Paastand, at disse stammer var Indianere, – nemlig Sproget. Der er nemlig bevaret fire Ord af det Sprog, som skal være talt af de paa Markland levende indfødte Stammer. Torfinn Karlsevne stødte ved sin Reise fra Vinland til Grønland i 1006 paa fem marklandske Skrælinger. Af disse lykkedes det for ham at fange to Børn, hvilke han tog med sig, og som senere lærte det norske Sprog. Om dem heder det nu: Þeir nefndu móður sína Vethilldi ok föður Uvægi. Peir sögðu, at konungar stjórnuðu Skrælingum, ok hét annarr þeirra Avalldamon, en annarr Valldidida.
Navnene er ikke ganske ens gjengivne i de gamle Haandskrifter, og det maa haves for Øie, at saa længe som de har været opbevarede alene gjennem mundtlig Tradition, ligger den Mulighed meget nær, at de kan være noksaa meget forvanskede.
Storm har imidlertid forudsat, at de ikke har været eskimoiske. Han søger i dem et af de stærkeste Beviser
