helt have Ret, naar han i Almindelighed vil lokalisere Ginungagap til strædet mellem Nova Scotia og New Foundland. Men det er en anden Sag, naar der spørges efter det Sted, hvor Harald Haarderaade maa have stanset. Der byder netop New Foundlandsbanken sig frem, med sine af strømmen opstaaede Brændinger, og for denne ene Færds Vedkommende turde en saadan Slutning ikke være misvisende. Svenséns Formodning kan meget vel passe til, hvad vort Indskud har at berette om det Ginungagap, som blev Grænsen for Harald Haarderaades Færd paa Atlanterhavet.
Det er to Nordmænd, som her var den danske Munks Kilde. Men det er muligt, at den geografiske Viden, som har ladet dem anvende det mytiske Navn for en enkelt Lokalitet, ved Aar 1325 ikke er hentet fra Norge. Skulde saa være Tilfældet, – skulde det være at forudsætte, at Ginungagap ved denne Tid var blevet et ukjendt Navn i Norge, kan det imidlertid ikke have nogen Betydning for os her. Thi Gunnar rásveinn var velkjendt paa Island, hvor han senest havde været 1319–20, og han har da havt denne mytisk-geografiske Viden fra et af sine Besøg paa Island.
Saa opstaar det Spørgsmaal, hvorvidt der kan tænkes noget Tilknytningspunkt mellem den Oceanfærd, om hvilken Runerne paa Hønen-Stenen maa antages at have fortalt, og den, som nævnes i Adam af Bremens Værk med det dertil knyttede Indskud. Sophus Bugge har selv afvist Muligheden af, at der her kunde være nogen Forbindelse. Men det var under den Forudsætning, at Harald Haarderaade havde stevnet mod Nord. Saafremt det erkjendes, at min Opfatning er rigtig, og at Kongens Maal var at søge i Vest, bliver Forholdet et helt andet.
