Hvis denne Formodning holder Stik: at Harald med
sit Togt i det nordlige Ocean har havt til Hensigt at
opsøge Vinland, der for ham, ligesaa vel som for Mag.
Adam og dennes Hjemmelsmand, Danekongen, har staaet
som en af Havets Øer, da er det rimeligt, at han bar
seilet ud fra de Norge underlagte skotske Øer. Fra dem
har ban seilet mod Vest, men uden at trælle Land, og
er saa af Storm og Taage bleven tvungen til at vende om.
Forsaavidt der paa det ene Sted hos Adam af Bremen
tales om Sørøvere, da kan dette nærmest henlægges til
Hjemreisen, da kun Rester af Flaaden var tilbage.
Til Island kan Kong Harald overhovedet ikke have kommet hen. Derom vilde de islandske Sagaskrivere ikke have tiet, – og allermindst overfor en Konge, der satte saa megen Pris paa deres Landsmænd som netop Harald Haarderaade. I dette Punkt er Kongesagaernes Taushed overbevisende. Derimod kan der i en anden Henseende ikke udledes noget af den Taushed, som de iagttager overfor Kongens hele Oceanfærd. Denne er ikke nævnt i nogen Saga. Der findes i disse ikke engang den svageste Hentydning til, at noget saadant har været kjendt.
Men saa siger rigtignok Heimskringla, at det meste af Kongens berømmelige Gjerninger er uskrevet, og det vides fra andre, ikke-norske Kilder, at sagaskriverne bar ladet uomtalt Træk og Begivenheder, som maa regnes at være særlig oplysende om hans Politik og om hans Optræden for øvrigt. Navnlig gjælder dette hans operationer i Norges keltiske Bilande. Det skal desuden straks nedenfor blive paavist, at Traditionen om en farlig Oceanfærd, udført af Harald Haarderaade, antagelig i Norge bevaredes gjennem Aarhundreder.
Medens Sagaerne hovedsagelig dvæler ved de resultatløse Kampe med Danmark og ved de indre norske
