faret videre om end han. Det vilde derhos være en Miskjendelse af Harald, om man i dette store Foretagende alene vilde se et Udslag af ubændig Higen efter Æventyr, af Trang til spændende Bedrifter, uden Maal eller Med. Han har havt sine Planer af en helt anden og dybere Art. Toget bliver dermed et Udslag af den Trang efter Udvidelse mod Vest, over Havet mod fjerne Øer og Lande, som er et af de mest betegnende Træk for det gamle norske Vældes Politik, – vi kan maaske ogsaa tillægge for dets Regenters kirkepolitiske Holdning.
Ogsaa her er det Adam af Bremen, som er vor Kilde. Han har i sit store Værk bevaret Efterretningen om, at Kong Harald foretog en æventyrlig og farefuld Færd langt ud paa Oceanet. Efter Textens hele Sammenhæng maa det vistnok ligeledes kunne ansees for sandsynligt, at det ogsaa i denne Forbindelse var den danske Konge, Sven Estridssøn, som var den vigtigste Hjemmelsmand for Mag. Adams Viden. Kong Sven var, blandt Harald Haarderaades Samtidige, netop en af dem, der kjendte ham bedst, og som ogsaa med størst Opmærksomhed vil have fulgt hans Færd. En Beretning, der kan forudsættes at stamme fra en saadan Kilde, maa regnes som korrekt; ialfald i sin Kjerne vil den levere sikre historiske Kjendsgjerninger.
I dette Tilfælde har Mag. Adam øiensynlig ogsaa havt Adgang til at kontrollere den danske Konges Fortælling gjennem Beretninger fra andre danske Mænd, hvilket laa saa meget mere nær, som Harald paa sit Tog var ledsaget af en høibyrdig dansk Mand, og dette saaledes har været velbekjendt i Danmark[1].
- ↑ Muligheden af danske Vinlandsfærder bliver saaledes heller ikke udelukket. Men med det foreliggende Materiale kan derom for Tiden intet videre siges.
