have den yderligere Interesse, at de fortalte om ellers ukjendte Tog over Havet mod Vinland, – og det ovenikjøbet om Tog, der var udgaaede fra selve Moderlandet Norge, ja, fra dettes østlige Landskaber.
Vi har nemlig – dog kun i Afskrift fra det 19de Aarhundrede – en Indskrift paa en Runesten fra Hønen, der endnu var at se i Aarene 1820. Denne Runeindskrift er tydet af Professor Sophus Bugge i hans Skrift Hønen-Runerne fra Ringerike (Christiania, 1902). Hvis hans Læsning er rigtig, – og der synes ikke at foreligge nogen Grund til at bestride endog Sandsynligheden deraf – da er her bevaret en overmaade interessant historisk Efterretning. Vi har i disse Runer en norsk Beretning om en umiddelbart fra Norge selv udgaaet Reise til eller mod Vinland. Saa meget stærkere maa imidlertid Beklagelsen formes over den Vandalisme, der har kunnet tillade, at netop denne Sten skulde blive ødelagt eller bragt af Veien paa en saadan Maade, at den vanskelig kan ventes at komme frem igjen. Den Kopi, hvorefter nu Stenens Indskrift alene kjendes, blev tagen i 1823 af L. Klüwer. Bugge læser Runerne saaledes:
Út ok vítt ok þurfa
þerru ok áts
Vínlandi á ísa
i úbygð at kómu;
auð má illt vega,
[at] døyi ár,
af hvilke Linier han giver følgende Oversættelse: „De kom ud [i Havet] og over store Strækninger og trængende til Klæde at tørre sig paa og til Mad, bort imod Vinland op paa Ise i Ubygden. ondt kan tage Lykken bort, saa man dør tidlig.“
