der for ham ogsaa staar som en Ø. Det maa ogsaa herved haves for Øie, at det er den danske Konge, hvis mundtlige Meddelelse er Kilden for, hvad Adam her har at anføre. Raade denne sidste og Erkebiskopen af Bremen har havt sin Opmærksomhed henvendt paa alle disse Øer, med Vinland.
Men kan saa ikke dette forklare den Raskhed, med hvilken den nye Erkebiskop af Lund, der havde overtaget alle Bremens Krav i denne Henseende, netop kastede sig ind i Arbeidet for at hævde sin Høihed over de samme Havets Øer? Der er en tydelig Overensstemmelse mellem Adam af Bremens Skildring og den nye Erkebiskops Arbeide med at hævde sit aandelige Supremati over Øerne. Til den ene Side præciseres den oprindelige Metropolitans Krav. Adams geografiske Interesser naar akkurat saa langt som disse; han tør da heller ikke lade noget Land være uomtalt af de Strækninger, over hvilke hans Erkebiskop vilde hævde den geistlige Høihed. Til den anden Side ser vi, at den nye Erkebiskop i Lund, de tre nordiske Kongerigers geistlige Herre, begynder sin Virksomhed med at udstrække sin Haand over de Øer, som var befolkede fra Norge, og at han dermed glider ind i sin Forgjængers Prætensioner og Planer. Under disse indgaar Grønland, og der hører ligeledes Vinland med.
Adams geografiske Begreber om de Lokaliteter, han nævner, var forvirrede og uredige. Men hans Tanke med at tage dem med i sin Beskrivelse, er klar nok. Idet han gjengiver, hvad Danekongen havde at meddele om Vinland, har han ganske sikkert dermed forbundet et Haab om, at dette fjerne Land ogsaa kunde trækkes med ind under hans Erkebiskops Missionsvirksombed.
