Som Kontrol og som Sikkerhed for, at Beretningerne
om Vinland tilhører den virkelige Historie, haves
den tyske Historiker Magister Adam af Bremen (ved
Aar 1070), som havde hørt den danske Konge, Svend
Estridssøn fortælle derom. Adam staar helt uafhængig
af de islandske Sagafortællere og er derhos den ældste
Forfatter, som hentyder til de samme Begivenheder.
Hans Beretning viser desuden, at Vinlandsfærderne var
kjendt over hele den skandinaviske Verden, og at de i
Samtiden maa have vakt en ikke ganske ringe Opsigt.
Saaledes har Adams Skildring, hvor kort den end er, sit
store, selvstændige Værd. Jeg skal senere søge at vise,
at der af den kan udvindes megen viden om Vinland,
naar den sees i Sammenhæng med de Forhold, hvorunder
den er skreven, og de Tendenser, der var bestemmende
for dens Forfatter.
Gangen i de omhandlede opdagelsesreiser kan i al Korthed gjengives som følger:
Erik, kaldet den røde, forlod, med sin Fader Torvald, Jæderen og udvandrede til Island. Senere drog han ud for at finde det Land, som Gunbjørn Ulfssøn havde seet, da han var dreven ud i Vesthavet. Erik fandt ogsaa dette Land og seilede langs dets Kyster. Han grundede der et nyt Hjem, ved Eriksfjorden paa Bratteli, og da han senere kom paa Besøg til Island, gav han, for at vække Forhaabninger, det nyfundne Land Navn af Grønland. Paa Latin blev dette Viridis terra, og Landets Beboere kaldtes Viridenses.
Saaledes var Grønland opdaget (Aar 985) og blev efterhaanden koloniseret.
Det næste Skridt var opdagelsen af det amerikanske Kontinent, som ikke længe lod vente paa sig. Eriks Søn af hans Ægteskab med Tjodhild, en Datter af Jørund,
