Det ser ud, som om der bag alle overdrivelser skulde eller kunde ligge en ægte historisk Kjerne. Saaledes kan selv de mere fabelagtige Beretninger fra hine Dage om Opdagerfærder og de Æventyr, som udstedes paa dem, give Bidrag, ialfald til at forstaa Tidsalderens almindelige Tankegang. Adam af Bremens næsten mere end fantastiske Fortælling om de frisiske Sømænds dristige Færd ind imod Isens Regioner er i denne Henseende oplysende. Saaledes bliver det intet Under, at ogsaa Beretninger om de vovelige Færder til Amerika paa lignende Maade kan have modtaget udsmykkende, sagnmæssige Tillæg, som den moderne Kritik vil anse det nødvendigt at bortskjære, forinden det kan afgjøres, hvad der er det ægte, helt paalidelige Grundlag.
2. De sikre Vinlandsfærder. – Gustav Storm har i 1887 gjennem sine Studier over Vinlandsreiserne[1] netop udført et saadant kritisk Sigtningsarbeide af de literære Kilders gjensidige Værd og prøvet dem, den ene mod den anden. Det er ikke her Tanken at optage denne Del af hans Resultater til fornyet Undersøgelse. Hans Arbeider gik ud paa at fastslaa, hvad der var ægte islandsk Tradition, og hvad der maatte komme i anden Række, som senere Tildigtning.
Nævnte Tradition fandt Storm opbevaret i Íslendingabók i en gammel islandsk Jordbeskrivelse og i Kristnisaga. I anden Række satte han derefter Sagaen om Erik den Røde, og først efter denne mente han at kunne finde Plads for den saakaldte Grœnlendingaþáttr.
- ↑ Trykt i Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1887, S. 293–372. En engelsk Oversættelse af den samme Afhandling er trykt i Mémoires de la Société Royale des antiquaires du Nord, 1884–89, S. 307–370.
