stad tilhørte dette kloster, og herved er navnet forklaret og den sidste tvivl mod klostrets udslettelse hævet. Da ruinerne paa stedet finder deres naturlige forklaring som levninger af kirken, er der ingen grund til at beholde Munkeby i klosterhistorien som andet end en bugaard under Tuterøen, skjønt det er ligesaa sandsynligt alene at betragte gaarden som bygselgods derunder. Kirken paa Munkeby, der ikke ligger bekvemt som sognekirke, kan have tilhørt Tuterøen, og dette har da været grund til at nedlægge den efter reformationen.«
Til Lange slutter Rygh sig i »Norske Gaardnavne« (XV Nordre Trondhjems amt, s. 114, 116), og ingen har, saavidt jeg ved, draget Langes som det kunde synes vel grundede indvendinger i tvivl. Det viser sig dog, at Klüwer og Schøning har havt ret, naar de gjorde gaarden Munkeby til sæde for et kloster. Der findes nemlig i Vatikanets arkiv i Rom i rækken Regesta Lateranensia (no. 760 fol. 155) afskrift af et brev, som er dateret 23. dec. 1475. I dette brev kundgjør pave Sixtus IV, at han har indvilget en ansøgning fra »Stephanus de Trugge, abbed i klostret i Munkeby (Munchaby) af Cistercienserordenen i Nidaros bispedømme«. Dette kloster ligger, heder det, høit mod nord og har længe ligget forladt. Men nu havde abbeden indhentet tilladelse fra stedets biskop (d. e. erkebiskopen af Nidaros) og fra sin foresatte (abbeden i Tautra?) til at gjenreise det. Han havde taget med sig nøgle munke og var begyndt paany at opbygge klostrets forfaldne bygninger. Paven, som ønsker, at dette arbeide skal fuldføres, og at klostrets kirke hyppig skal søges og vinde anseelse, indrømmer derfor en aflad paa syv aar til dem, som hjælper til med arbeidet[1].
- ↑ Reg. Later. 760, fol. 155. (Sisto IV 1475. Anno 5 lib. 3). Sixtus etc. Vniuersis Christi fidelibus presentes litteras inspecturis Salutem etc. – – – – – – – – – – – –
