handelen og tilslut ogsaa sagbrugsvirksomheden[1]. Derfor blev bøndernes part af trælasttrafikens udbytte nu betydelig mindre end før[2].
Farsotter synes – efter de oplysninger, vi har fra en af bygderne, Andebu – flere gange at have sat stygge knæk paa bygdefolkene. Det var nok kopper og »blodgang«, som herjede mest. I Andebu døde i 1651 19 af befolkningen. Folketallet skjød først op i 1680-aarene, men sank atter i det sidste tiaar. Alt i alt var opgangen meget liden.
Det er før omtalt, at skattetrykket var sterkt, og da bønderne, nu skogdriften kastede mindre af sig, havde langt værre for at skaffe kontanter, tog skattebyrderne rent modet fra dem. Tingbøgerne fortæller os, at fogderne omkring 1690 forgjæves bød frem ledige gaarder af grevegodset til tingalmuen. »Efter den slette tids tilstand« turde ingen fæste dem, skjønt fogderne fort væk slog af paa betingelserne. »Vi kan ikke skatverge den jord, vi har,« svarte bønderne.
Det daarlige udbytte af skogen og de tunge skattebyrder indeholder sikkert ogsaa forklaringen til den forskyvning, vi støder paa mellem de to grupper, bygdefolkets jordandel er delt i, selveiergods og bondegods. Det første er vokset, det sidste minket. Eiendommene er altsaa nu jevnere fordelt mellem bønderne indbyrdes –
- ↑ Reskr. af 6te sept. 1688 bestemmer, at kun et faatal af sagene skal faa gaa, og disse maa kun skjære et vist kvantum i aaret. Dermed var bøndernes gamle livlige sagbrugsdrift dødsdømt.
- ↑ Vi har ogsaa eksempler paa, at lensgrevernes privilegier strakte sig til skogdriften. Efter 1670 havde saaledes Gyldenløve forkjøbsret til alt tømmer i Laagen, helt opover Numedal. At han da fik et farligt herredømme over priserne, siger sig selv. (Se Indstilling fra skogkommissionen af 1849, s. 107).
