De store jordegods-masser, som vi ser byborgerne i
1701 eier i Jarlsberg grevskab, hører derfor kun for en
mindre del hjemme i Tønsberg.
Endelig lidt om bygdefolkenes stilling i 1701.
Lensgreverne drev ikke jordindkjob i saa stor maalestok, at det blev nogen fare for bondejorden. Derimod rettede byborgerne noksaa sterke angreb paa den, vel væsentlig for at faa fat i de bedste skoger og sagbrug. Mange brug kom ogsaa over til byborgerne, fordi opsidderne stod i bøgerne«. Men adskillige bønder kunde dog ogsaa konkurrere med om salgbart adels- og kirkegods. Den endelige facit bliver derfor, at bygdefolkene i 1701 har omtrent samme jordmængde som i 1650.
De er ikke gaaet tilbage. Men det er jo dog et tarveligt resultat af 50 aars udvikling. For 200 aar siden var bygdefolkenes kaar og velvære endnu saa helt knyttet til deres jord, at det maatte være en livssag for dem at tilkjæempe sig en større og større eiendomsandel i bygdejorden. Og naar de paa 50 aar i det stykke ikke magtede at komme af flekken, saa maa tidsrummet have været ugunstigt.
Om næringernes tilstand i denne tid kan siges, at jordbruget synes at have været heldigere stillet i 1600-tallets anden halvdel end i den første. Vi hører nok om slemme misvekstaar, men ikke farlige rækker af uaar. Derimod var skogbruget i dette tidsrum langt mindre indbringende end tidligere. Skogene var stygt medfarne af rovhugst og vaadeild[1], og byborgerne beherskede trælast-
- ↑ Det findes bygder i dette distrikt, hvorom matriklen af 1667 kan fortælle, at skogen paa anden- og tredjehver gaard af vaadeild var opbrændte. Det var utvilsomt braatebrændingen for at skaffe rugland, som var skyld i de fleste skogbrande.
