versitetets Samling af Oldsager og findes fremdeles i denne.
Af Klinknaglerne kunde det sluttes, at der havde været Baad i Vandet, og da Klæbersten ikke forekommer i Hallingdal, men først længere ude ved Hardangerfjorden, ansaa Nicolaysen det for givet, at de Folk, som her havde drevet sin Virksomhed, havde været Haringer. Han anførte Exempler paa, at Skyttere havde tilbragt Vinteren paa Vidden, og fandt det derfor ikke umuligt, at ogsaa Beboerne af Finsehytterne havde gjort det samme. Derimod maatte enhver Theori om, at disse havde tilhørt Urfolket opgives.
Nicolaysen havde ved sine Undersøgelser i 1859 kun havt knap Tid. Hvad han havde fundet, var fremkommet ved en ganske kortvarig Gravning, som blot havde medtaget omtrent en Time. Men dette var alligevel typisk, betegnende for det Liv, som i en fjern Fortid havde været levet i eller ved disse Hytter. Det kunde regnes for et paalideligt Materiale til at drage videre Slutninger baade om dette og om de Mennesker, som der havde havt sit Tilhold. Nicolaysen havde kuldkastet Christies og Munchs Theorier. Han havde overført Hardangervidders gamle Brugere fra en dunkel og uklar Tid til en meget nærmere Periode. Hans Fund maatte stamme fra en norsk Befolkning, som nærmest havde sit Hjem ved Hardangerfjorden.
Hvad der senere er fremkommet, maa siges at bestyrke denne Opfatning.
I en Række af Aar var der ingen, som optog disse Undersøgelser, forinden i 1891 og 1892 B. E. Bendixen tog sig for at fortsætte dem. Meddelelser om de derved fremkomne Resultater findes i Aarsberetningen fra Foreningen til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring, for 1890, S. 129 fg., for 1891, S. 31–40, og 1892, S. 28–32. Undersøgelserne kunde
