I det hele Fund skal der ikke kunne paavises noget, som
kan regnes for at være af særlig lappisk Oprindelse. En 17
em. lang Brynesten (1234) er ganske af den almindelige
Sort, som findes overalt. Den anførte Jernring (1233)
er forsynet med en Krog og kan ikke være forfærdiget
af et paa Vidderne omstreifende finsk Folk. Dertil kommer
Stykker af Ben og Horn (1235). Først er der fire
Benstykker, som er mere eller mindre spaltede. Det, som
er mindst spaltet, er i den ene Ende bearbeidet med en
Kniv, som visselig ikke kan have været af andet end
Jern. Et stort Brudstykke af et Horn (nedenfor det Sted,
hvor det grener sig ud), bærer ligeledes Mærker af at
være bearbeidet med en lignende Kniv. Endelig er der
to smale Tagger af et Horn, med Knivmærker. I den
ene er der inderst begyndt at bore paa et rundt Hul,
uden at dette Arbeide har rukket til at blive fuldendt.
Gjennemgaaende viser Fundet, at Christies Slutninger om, at disse Gjenstande skulde stamme fra en lappisk Urbefolkning, ikke kan medføre Rigtighed. I det, som var fremkommet, var der i Grunden Intet, som kunde siges at røbe en Oprindelse fra denne formodede, ældgamle Rase. Men Teorien holdt sig alligevel og blev optaget af andre. En vægtig Støtte fik Læren om Norges lappiske Urbefolkning ved Professor P. A. Munchs Tilslutning. Men Munch havde aldrig været paa Hardangervidden. Han skrev alene paa Christies Autoritet, med Hjemmel i Wilhelm Korens Undersøgelser. Munch optog Teorien om en lappisk Urbefolkning i Norge. Hans Ord lyder saaledes:[1]
»Over hint store Hav hævede sig altsaaa i Urtiden Norges skovløse Fjeldflade, ligesom en uhyre Ø med mange Udtangninger. Paa denne Fjeldflade streifer endnu talrige
- ↑ Det norske Folks Historie, I, S. 3.