Mobilisering ved Hjælp af Varder (Veter) anordnede inden de forskjellige Bygder efter et bestemt System omtales fra de ældste og lige ind paa vore Tider som et praktisk Middel til at samle Folket under Vaaben. Vitar (Veter, nordenfj. Viter, Vaatter) nævnes i Haakon den Godes Saga. Efter Kampen ved Agvaldsnæs mellem Haakon og Erikssønnerne satte Kongen det i Loven, at alle Bygder ved Sjøsiden over hele Riget og saa langt op i Landet, som Laxen gik høiest op i Elvene, skulde ordnes og inddeles i Skibreder fylkevis, og bestemte, hvor mange Skibe der skulde være i hvert Fylke, og hvor store de af hvert saadant skulde udrustes, naar hele Almuen skulde ud i Leding. Til saadan Udrustning var hele Almuen pligtig, naar udenlandsk Hær kom i Landet. Det skulde ogsaa følge dette Udbud, at man skulde gjøre Veter paa de høie Fjelde saa nær, at man kunde se den ene fra den anden. Der sagdes, at paa 7 Nætter for Hærbudet fra den sydligste Vete til det nordligste Thinglag i Haalogaland. – Den ældre Gulathingslovs Bestemmelser »Um vita vörðu« optoges i Kristian IV.s norske Lovs Kap. IV i Udfare- eller Landværnsbalken, hvor det hedder: »Er der feide formodendis paa riget, da skal vædvarder
