Hvad den historiske Kritik har havt at anmærke
imod Traditionen om Annas Optræden, – at der er gjort
en Dyd af Nødvendigheden ved hendes Beværtning af
Fienden, ved Antændelsen af Baal o.s. v., – vil styrkes
ved de Oplysninger, som oven er meddelt om Svenskernes
Færd paa Hadeland. Overalt gik jo Gaardenes Grinder,
Gjærder, ja endog Tagtækning, paa Fiendens Baal. Og
alle Mad- og Drikkevarer blev hans Bytte. Prestefruen
i Jevnaker, Madame Magnild Lyche, udtalte kort efter,
at hun »maatte forsiune Fienden med, hvis Føde de
paaæskede«, og hun omtalte sin »Beængstelse« ved Leiligheden,
ligesom man har seet omtalt Madame Ramus’s
»Alteration«. Blandt Traktementet i Jevnakers Prestegaard
nævnes af Drikkevarer vistnok kun Øl, medens
Norderhov Prestegaard ogsaa havde en vel forsynet
Brændevinskjælder. Men selv om dette opføres til
Kredit for Mad. Ramus, vil det vel mere være at god-
skrive hendes huslige Forsynlighed og ikke at kreditere
hende paa Konto af Tapperhed og Fædrelandssind.
Paa den anden Side vil den Ros, som af Kritiken er ydet Anna Ramus for »Omtanke og Kjækhed« ved Leiligheden, end yderligere forhøies ved det Lys, som ovenfor – fra Chr. Palludans Skrift – er kastet over
Et sidste Indlæg mod den historiske Kritik er i 1904 leveret af en indfødt Ringeriking, Hr. E. M. F., i en livfuld Artikelrække: »Anna Kolbjørnsdatter og Ringerikstraditionen« i »Morgenbladet«s No. 12, 14, 97 og 34 for 1904. Allerede tidlig synes her nogen Mythedannelse at have spundet sig om den historiske Kjærne. Saaledes skriver i 1744 Hr. Henric Chr. B. Wirring, som fra 1733 var Kapellan ved Norderhov: »Dette Slag fortælles ellers paa adskillige Maader, som vilde blive for vidtløftige at skrive« (Kildeskriftsfondets Manuskript No. 181, Pag. 236).
