vilde de saaledes afskaaret os fra det hele Vestland – – – – Vi vilde ingen Retræt og endnu mindre fast Fod for den fra Danmark ventede Hjælp havt«[1].
Kaster man Blikket over Tildragelserne for at søge Aarsagen til det heldige Udfald, stanser man i første Række ved Gregers Granavoldens Bedrift. Saa meget er ialfald sikkert, at uden hans Kamp paa Harestuskoven var der intet »Norderhov-Slag« blevet af. Hvis ikke Hadelændingerne i et helt Døgn havde opholdt Löwens Expedition, vilde denne have naaet Norderhov allerede Fredag Aften. Men isaafald vilde Budskabet om Expeditionen, som først Lørdag Middag naaede det norske Hovedkvarter, være kommet for sent. Lørdag Morgen vilde Löwen da havt aaben for sig Veien til Lier og vilde ogsaa kunnet aabne Passagen over Krogskoven for sine Landsmænd.
Derimod har, som bekjendt, Anna Kolbjørnsdatters Rolle i det natlige Drama paa Norderhov været meget omtvistet. I de ældste Beretninger om Norderhov-Affæren er hendes Navn omtrent ikke nævnt. Men i den 2den Halvdel af Aarhundredet fremtraadte hun i Traditionen som den, hvem Seiren væsentlig skyldtes, og »blev med ét ophøiet til en af den dansk-norske Histories store Heltinder«. Et Aarhundrede senere har den historiske Kritik atter »borttaget de Overdrivelser, der havde givet Anna en unaturlig og ubegrundet Plads i Historien. Samtidig har Kritiken dog medgivet, at hun »om Aftenen og Natten i de Timer, som gik forud for Slaget, har lagt en Omtanke og en Kjækhed for Dagen, der var Kolbjørnsønnernes Søster værdig[2].
