Bildt, og i krigsaarene 1643–45 maatte den af pengetrang pantsætte jordegods til byborgerne. Men jeg tviler paa, at kronen efter reformationen nogensinde har eiet 25 % af jorden i dette len. Tidligere har kongerne antagelig havt store besiddelser her.
Adelsgodset. Den gamle norske adel synes ikke –
efter hvad vi endnu ved – at have indtaget nogen mere
dominerende jorddrotstilling i denne del af Vestfold. Vi
faar indtryk af, at i den senere middelalder har kirken
havt forrangen, kronen og adelen staaet som nr. 2 og 3[1].
Af hovedgaarder, som maa antages at have tilhørt familjer af den gamle høiadel, kjender vi igrunden bare to, Fossnes i Arendal sogn og Herre-Skjelbrei i Høijord sogn[2].
Men efter reformationen fik Vestfold en udpræget adelstid. En række familjer flyttede ind, fik forleninger og søgte at skrabe sammen jordegods-samlinger efter dansk mønster. Her i Tønsberg len træffer vi familjerne Ugerup og Lange, hvoraf den sidste oprettede hovedgaarden Falkensten i Nykirke og erhvervede Strøms-godset ved Drammen. Ugeruperne trak sig snart tilbage; men Langerne, som efterhaanden fik sine hovedbesiddelser ved Larvik-kanten, holdt det gaaende paa en vis hele 1600-tallet, skjønt familjens magt var brudt allerede omkring 1650. I 1630- og 40-aarene søgte Vincent Bildt og Preben von Ahnen at arbeide sig op her i Tønsberg len. Bildt fik to hovedgaarder i Stokke, Skjersnes og Melsom, og von Ahnen kjøbte Fossnes og Herre-Skjelbrei. Begge, men særlig den sidste, erhvervede betydeligt strøgods i lenet.
Den indvandrede adels energiske angreb paa Vestfolds
