fjeld, midt imellem de sneklædte Romsdalsfjelde. Det gamle Alter maa nødvendig tænkes at have havt en anden Bestemmelse, og den Kultus, som det har tjent, har havt en helt anden Karakter. Det har været en Kultus, der blot har kunnet drives til en enkelt Aarstid, og kanske blot har været knyttet til en enkelt større Fest. Dermed synes det næsten at maatte ansees som givet, at her har Soldyrkelsen, og den alene kunnet gribe ind. For en Kultus, der er forlagt ind i Fjeldverdenen, og det i en Fjeldverden som den, der omgiver Alterhø, byder Solen sig naturlig frem som den, hvem der vises guddommelig Ære, medens der her visselig ikke kan blive Tale om nogen Guddomme som de, for hvilke Valbymonumentet har været reist. Saadanne Guder hører hjemme nede i de dybe varme Dale eller paa de frugtbare store Sletter. I Høiden, paa Snaufjeldet vilde deres Dyrkelse omtrent være meningsløs.
Ved et Monument som det under Alterhø kan der heller ikke være nogen Grund til at fæste sig ved Betydningen af hörgr som udgaaet fra Lunden. Her er det alene det oprindelige, utvivlsomme Stenmonument, der i sin gamle Form bliver som en ægte cairn, og denne cairn maa atter have været et af de ældre Minder af denne Art. Netop Tilbedelsen af Solen med dens varmende og belivende Kraft har sikkerlig været et Led i den ældste Kultus, der dreves af Norges Beboere paa deres mere primitive Standpunkter. Saaledes kan ogsaa Paavisningen af denne Kultusplads faa Værd for det hele Studium af de gamle mytologiske Forestillinger med, hvad dertil hører. Specielt maa det blive vigtigt for det enkelte Spørgsmaal, hvad en hörgr egentlig var, idet dette ikke kan finde sin endelige Løsning gjennem en Sammenstilling af de literære Kilder, men maa løses hovedsagelig ad archæologisk og komparativ ethnologisk Vei. Thi den gamle hørgr har talrige Sidestykker rundt den hele Verden og
