Vi maa saaledes ogsaa se den politiske Samling af
det hele Norge, der udgik fra Vestfold, i Lyset af dettes
gamle Kultus, saavelsom af de særegne Samfundsformer,
som havde udviklet sig i Sammenhæng med denne. Som
i Sverige Upsalakultusen bredte sig ud, saa maa det ogsaa
i Norge have været med den beslægtede Vestfoldskultus.
Men i de senere Tider blev dette glemt. Ligesom
i politisk Henseende det samlede Norge allerede
under sin Grundlægger saa Tyngdepunktet henlagt til
Vestlandet, saa blev snart det religiøse Tyngdepunkt overført
til Trøndelagen. Om den gamle vestfoldske Kultus
i dens Forhold til det øvrige Norge taler rigtignok ingen
Saga. Men det vilde være urigtigt, af den Grund at
overse, at der maa have været en Stund, selv om den blev
kort, da Vestfoldsguderne betragtedes som de, der havde
forlenet Vestfoldskongen med Seiren, og derfor traadte
særlig frem. Det kan neppe tænkes, at der ikke ogsaa
skulde have været et religiøst Moment med i den store
Bevægelse, der under Vestfoldskongernes Førerskab ledede
til Norges første Fremtræden som et samlet Rige. Men
i Sagaer, der bl. a. er redigerede med den Tendens at
ville fremstille Samlerkongen Harald som tilhørende et
religiøst Standpunkt, der skal indeholde christne Forudanelser,
kan det ikke ventes, at der skulde komme ind
endog blot den ringeste Hentydning til saadanne Ting.
I dem var det snarere en Hovedsag at overse alt, hvad
der indeholdt de direkte Hentydninger til det gamle, krasse
Hedenskab. Kun rent leilighedsvis bliver det muligt at
stole paa de Meddelelser, Sagaerne i den Vei kan komme
til at indeholde. I ethvert Fald maa de behandles med
megen Kritik.
Til Dato har heller ikke Archæologien paa dette Omraade bragt de store Resultater. Den har i altfor høi Grad valgt sig et exklusivt Arbeidsfelt. Gjennem sin
