Bevis. Det synes mig, naar jeg overser det nu foreliggende Materiale, overhovedet rimeligst at opfatte Betydningen afrundet Fjeldtop som afledet, ikke som oprindelig. Som Fjeldbetegnelse forekommer neppe hörgr, uden i sammensatte Fjeldnavne.
For øvrigt er det neppe heller sikkert, at Betydningen: Lund, er den oprindelige. Det kan endog meget vel tænkes, at denne er afledet, og at Ordet først er anvendt paa denne Maade, fordi Horger almindelig opstilledes i Lunde. Saaledes skulde Ordet egentlig betegne en Stenhaug, saa en Stenhaug i en Lund og saa først en Lund i Almindelighed.
Som allerede i det Foregaaende (S. 12) nævnt, maa det være en nærliggende Formodning, at den Kultus, der har havt sin Plads paa et saa høitliggende Sted og under saadanne Omgivelser, ikke vel kan have været henvendt til nogen anden Guddom end Solens. Uvilkaarlig maa et Monument som dette Alter minde om Prokopios’s gamle, ofte anførte Fortælling om det langt mod Nord boende Folk, der ved Solens Tilbagevenden steg op paa de høie Fjelde og bragte den sin Dyrkelse. Denne Skildring passer rigtignok ikke paa Romsdalen, da det Folk, som den skal gjælde, maa have boet nordenfor Polarcirkelen. Men alligevel kan den opfattes som en Antydning om, at der i de nordlige Lande har forekommet en Soltilbedelse, hvorom Kundskab var bragt til Syden.
Men, selv bortseet fra denne Beretning, kjendes der andre Træk, der viser, at Soldyrkelse har været praktiseret i Norge, og det langt ned i Tiden. Saadanne Træk forekommer, om just ikke i selve Romsdalen, saa dog fra Romsdals Amt, fra Sundalen paa Nordmør og fra Søndmør, – Træk, der vidner om den Maade, hvorpaa vort Folk, fra fjerne Tider af, har betragtet Solen. Jeg anfører dette her, uden dog deri at ville se afgjørende Be-
