vísur, har vi kun Lov at slutte, at Nesjar laa østenfor Agder. Den første historiske Forfatter, Theodricus Monachus, nævner kun navnet Nesjar. Saa giver Ágrip os den Oplysning, at Sjøslagets Lokalitet laa ved Grenmar, – Fagrskinna den, at den laa østenfor denne Bugt. Af Heimskringla kan vi slutte, at Nesjar maa have omfattet ialfald to Havne, altsaa været ikke et Sted, men en Strækning, kortere eller længere. Den noget ældre Haakons, Guttorms og Inges Saga og den noget yngre Haakon Haakonssøns Saga giver desuden Antydninger om Udstrækning ind i Landet. Paa samme Maade har de yngste Kilder de udførligste Oplysninger om Slaget og hvad dermed staar i Forbindelse. For Slagets Vedkommende har Prof. Nielsen paapeget, at denne voxende »vidløftige Udmaling har for os intet Værd. Denne viser os kun, at man paa den Tid, da Sagaerne blev førte i Pennen, havde Trang til at skrive og læse mere udførlige Oplysninger om en Begivenhed, hvis historiske Betydning .... var almindelig anerkjendt« (S. 91 f. foran). Denne Betragtning passer særdeles vel til successive Skildringer af en Begivenhed, men kan ikke altid gjøres gjældende, hvor Talen er om Meddelelser om Lokaliteter. Detaljerne ved Slaget var mulig for en stor Del glemte, da Sagaerne blev nedskrevne; Sagaskriverne har maaske ikke kunnet hente saa meget sikkert Stof om Slaget fra Traditionen, og de havde ingen Arkiver at studere. Naar deres Skildringer alligevel bliver udførligere og udførligere, har man derfor Lov til at se paa disse med Tvivl. Men Meddelelser om Begivenheder er ét, Meddelelser om Lokaliteter noget andet; hvor det gjælder det sidste, er der intet iveien for, at Sagaskriverne har kunnet skaffe nyt og sikkert Stof tilveie ved at spørge sig for. Naar saaledes Snorre giver en Skildring, af hvilken vi tør slutte, at Nesjar ikke var et enkelt Punkt paa Kysten, men i
