her. Dette gav Anledning til, at Haringen begyndte at reise over Fjeldet for at drive Handel. Denne Forbindelse tiltog stadig og naaede sit Høidepunkt i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede, da store Følger drog over Vidden hele Sommeren udover, efterat Fjeldet var blevet farbart. Det var især Fedevarer og navnlig Talg til Bjergværket, som man førte paa Hesteryggen. Paa Tingene lignedes der ud – som det synes – hvormeget hver af Færdselskarlene skulde levere af Talg til Værket. Ogsaa Humle var en almindelig Handelsvare.
Men kanske endnu vigtigere end nogen af de nævnte Handelsartikler var en anden og helt forskjellig. I over 200 Aar har der foregaaet en livlig Handel med Heste mellem Hardanger og Telemarken. Denne Handel begyndte omkring 1700 eller kanske lidt efter. Det var et Par Mænd paa Gaarden Espe, Sønner af Lensmand Ole Knutsen Espe, som først begyndte hermed; Forretningen tiltog efterhaanden, og flere og flere blev med. En Mængde Heste omsattes Aar om andet. Telemarkingerne mødte oppe paa Fjeldet for at gjøre sig nærmere bekjendt med Hestene. Hestemarked holdtes en lang Tid ved Saltpyt i Rauland. Haringen tjente mange Penge ved denne Handel; det var de bedste Mænds Sønner, driftige, foretagsomme og dygtige unge Mænd, som drev Forretningen. Til Gjengjæld blev de af Øvrigheden gjentagende mulkterede for »Løsgjængeri« – det var i Slutningen af det 18de Aarh., da den danske Regjerings Visdom fandt, at Handel var »Landprang« og »Løsgjængeri«. At saadan Taabelighed kunde vinde Udbredelse og Medhold i Lovgivning og Styrelse, viser klart, hvilken Magt Fordommene har.
Flere Gange hændte der under disse Reiser over Vidden Ulykker. Flere Mænd mistede Livet, især i Elve
