vandringer dit. Den ældste av disse hadde alt fundet sted omkr. aar 800 f. Kr. eller mulig endda tidligere. Den keltiske folkegren som da indvandret, var goidelerne. Fra dem stammer de nuværende irer, høilænderue i Skotland og den nu næsten utdøde keltisktalende befolkning paa Man. Siden kom det omkr. 400 f. Kr. en ny indvandring av briter. De kom ikke til Irland, men bare til Britannien. Dér fordrev de goidelerne og gjorde sig til herrer over Britannien og den større del av Alba (Skotland). Vi kan i stedsnavn følge sporene av dem saa langt nord som til Aberdeen, hvor første led aber- betyr »elvemunding« og er samme ord som gælisk inver som vi har i Inverness. Fra de gamle briter stammer kymrerne i Wales og bretonerne i Bretagne. Endelig foregik det senere en ny indvandring av belger fra det nuværende Belgien og Holland. Denne indvandring maa være foregaat temmelig sent siden mindet derom endda paa Cæsars tid var levende[1]. Mac Neill fremhæver, visselig med rette, at belgerne var sterkt opblandet med germaner og at deres indvandring maa ha strakt sig helt til kysterne av Irland. Geografen Ptolemæus (omkr. 150 e. Kr.) opfører nemlig ved østkysten av Irland flere stammer som vi finder igjen dels i Britannien og dels ved sydkysten av Nordsjøen (s. 57). Den herskende teori om kelternes indvandring til de britiske øer er bl. a. fremstillet av d’Arbois de Jubainville i »Les Celtes depuis les temps les plus anciens jusqu’en an 100 avant notre ère« (Paris 1904), D’Arbois de Jubainville lægger især vægt paa sproget. Den ældste indvandring er, sier han, foregaat paa et tidspunkt da kelterne alt var begyndt at skille sig ut fra grækerne og de italiske folk. De hadde nemlig mistet p i fremlyd og mellem vokaler. Det heter saaledes paa græsk παρά paa lat. prae »ved siden av, foran«, men paa irsk air, ar og i gallisk og bretonsk ar. Derimot hadde kelterne da de første gang indvandret til de britiske øer, endda ikke forandret indoeuropæisk q i fremlyd til p, slik som de andre kelter siden gjorde. De sagde quenuo-s »hode« som paa irsk eller goidelisk er blit til cenn med guttural, og ikke penno-s som kelterne paa fastlandet og briterne sagde; i gallisk heter nemlig »hode« pen og i bretonsk penn. Desuten fremhæver d’Arbois de Jubainville
- ↑ De bello Gallico V c. 12.
