Da Járnsiða utvilsomt repræsenterer den lovrevision,
som Magnus Lagabøter i 1260–aarene underkastet Gulatingsloven
og de østlandske lovbøker og som resulterte i
vedtagelse av en ny Gulatingsbok 1267 og en ny Eidsiva-
og Borgartingsbok 1268[1], saa ligger den slutning nær, at
ogsaa disse norske lovbøker har hat en tingfarebolk og
en lagretteordning, som den vi finder i Hk 1–6. Dette
er ogsaa sandsynlig med hensyn til avsnittets almindelige
lagtingsregler; men nævndemændsreglerne og tingfærdslønsreglerne
i Hk 2 har sikkert været forskjellige og
væsentlig stemt overens med dem vi finder i Landslovens
utgave for de 3 nævnte tinglag. Det blir allikevel et
spørsmaal om ikke kong Magnus eller hans juridiske raadgivere
kan tænkes at ha hentet ideen til en lagrette paa
36 mand fra de ældre østlandske lovbøker. Det er vanskelig
at gi et begrundet svar paa dette spørsmaal, før
vi har behandlet de østlandske lagtings historie, som er
forbeholdt næste avsnit. Dog vil jeg allerede her peke
paa den merkelige selvstændighet, som baade Borgar- og
Eidsivatingslagen viser overfor Magnus Lagubøters uniformeringsforsøk.
Landslovens Borgartingsutgave har saaledes
ingen regler om nævndemændenes antal og diæt; og,
hvad der er endnu mere merkelig, baade Borgartinget og
Bagaholmstinget for Viken beholdt som lagtingstermin
Petersmesse (29. juni), som ogsaa var indført i Gula- og
Frostatingslagen 1164, medens Landsloven optok Botolfsmesse
(17. juni), som i 1269 var vedtat av Frostatinget.
Oplandene og Romerike holdt vistnok lagting paa Eids-
- ↑ Se Isl. annaler ed. G. Storm s. 137: 1267: lǫgtekin Gulaþingsbók su, er Magnus konungr let setja; 1268: lǫgtekin lǫgbok Upplendinga ok Vikverja su er Magnus konungr skipaði.
som efter Egils saga blev opnævnt paa Gulatinget i 934; det er umulig at bygge en lagretteteori paa dette grundlag, naar de norske lovtekster sier noget helt andet; se foran.
